Jomfru Maria

 Maria har tendens til at komme i skyggen af sin søn. 

Måske ikke så mærkeligt i et revolutionært samfund som vores.

KIM LARSEN, katolik, lærer uddannet og teolog.

Det var kun i voksenalderen jeg opdagede Maria. Jeg var blevet forvirret i et kloster. Det var juletid, og det var bønnetid. Aftenbønnen Vesper var på programmet. Lyden, duften, sangen og stilheden gjorde noget for mig. Her var det godt at være. Munkene sang med fuld stemme, og jeg forsøgte så meget som jeg kunne at følge med. Da bønnens tid nærmede sig højdepunktet, Magnificat, fyldte sangen hele klosteret : Marias lovsang blev en hyldest til den jødiske pige, der blev Guds mor.

Maria er ved siden af Jesus barnet måske den mest centrale figur i julen. I det mindste i de katolske og ortodokse kirker. Det er fortalt om Marias forældre, Joachim og Anna, at de ikke kunne få børn – noget der blev set som en storulykke. Ifølge traditionen trådte Gud ind. Anna var med barn, og Marias liv begyndte som et vidunder. Desværre ved vi lidt om den historiske Mary og om hendes barndom og voksenalder, men der er mange historier om hende. I de apokriske skrifter i Jakobs evangelium er der sagt om Marias frommehed, kyskhed og hendes hellighed. Disse historier og flere andre begyndte at sprede sig hurtigt efter hendes himmelfart – og mange af dem er også velbevarede ressourcer i dag.

I middelalderen blev metafysik brugt til at etablere forholdet mellem Maria og Jesus. Hun var månen, der fik sit lys fra solen. Kunstprofessor Gunnar Danbolt foreslår, at denne tanke var forankret i en af evangelierne. Lukas lagde historierne om Maria før og efter Jesus egen historie – hun lyser før solopgang og efter solnedgang. Kristus skinner om dagen, Mary reflekterer hans lys om natten.

Maria rammer ind, Jesu liv og arbejder på jorden. Hun ble tidlig en vigtig skikkelse i kirkens fromhestliv. Udover at være mor til Jesus, fik hun en selvstændig rolle og betydning. Mary blev set som den anden Eva. En Eva, som ikke lod sig friste, men som var disponibel  og ikke gemte sig fra Gud. Hvor Eva var ulydig, viste Maria lydighed. Eva lod sig lokke af slangens ord, mens Maria var lydig mod Guds ord. Eller som professor Jacob Jervell skrev i bogen Jomfru Maria: “Eva vendte sig bort fra Gud på grund af en ond engel, mens Mary hørte engels budskab og modtog Gud selv.”

Men hvem var denne kvinde, som fødte Jesu barnet juleaften? Den tidlige kirke kæmpede lidt med dette spørgsmål. Sproget rakte ligesom ikke til, for hvordan kan man udtrykke et så stort mysterium? Der ble derfor gjort forsøk på å komme til rette med hvem denne kvinden var, og hvordan den unge kirke skulle forholde sig til hende. Der ble skabt et nyt ord – et ord som skulle beskrive hende og hendes rolle i frelseshistorien. Maria fik tittelen gudfødersken, på gresk theotokos, for hun havde jo født en som var Gud.

Men hvordan skulle kirken give plads til denne “nye” indsigt i troen og gudsdyrkelsen?  Selvom de fleste indså, at der var noget særligt om Maria, var der stemmer, der var bange for misbrug af denne nye anerkendelse. Biskop Ambrosius fra Milano på 300-tallet anerkendte selvfølgelig det helt specielle med Maria, men påpegede samtidig, at Maria var “Guds tempel, men ikke templets tempel”. Hun var kirken, hvor ordet havde taget bolig.

Men alligevel kunne kirken ikke undslippe ideen om, at Maria var Guds Moder, og på det økumeniske konsilet i Efesos i 431, ble Maria proklamert som Gudføderske. Beslutningen var afgørende for den måde, Mary skulle blive æret på. Hun var den kvinde, der var gravid med sin Gud. Hun fik efterhånden “himmelske” navne og blev kaldt Guds moder, den himmelske dronning, kirkens moder, Kirkens hellige jord, ømhedens mor, den allhellige gudfødersken, Guds brud og evige jomfru. Augustin giver hende også en helt speciel rolle og påpeger, at: “Hun er mor for kirkegængere, fordi hun i sin kærlighed har medvirket til at der fødes troende i Kirken.»

De historiske kirker har aldrig skjult at dette er et stort mysterium – at en ung kvinde blev gudføderske – at hun blev Guds mor. Utallige uttrykk i kunsten har bidraget til å holde  denne svimlende tanke oppe. Kirken har likevel hele tiden holdt frem at det store med Maria var først og fremst hendes omsorg for Ordet, og hendes villighed til å være disponibel for Gud. De katolske og ortodokse kirker finner noget trøstefullt i dette – den menneskelige natur kan samarbeide med Gud. Det er måske noget af grunden til at kirken, gjennom alle tider, har ofret Maria de vakreste salmer og hymner, og på den måde oppfylt hendes egen profeti: «for se, fra nu af skal alle slekter prise mig salig…» (Luk 1:48).

Likevel har det vært tider hvor Maria-dyrkelsen har blevet overdrevent frodig. Derfor har flere katolske teologer påpeket at Mariafromheten altid må ha et kristologisk udgangspunkt – den peger altid hen på Kristus. Pave Benedikt tager samtidig til orde for at Marias passivitet har et allment budskab i vår tid. Nettopp i «aktivitetens tidsalder» kan Maria være et forbilde for en type aktiv passivitet.

Uanset hvordan man ser på Maria, hendes rolle og betydning er fremdeles stor i mange land, og ikke mindst i de katolske og ortodokse kirker. Magnificat synges hver dag i alle klostrene og de fleste kirker rundt om i verden. Og har du tid og anledning, i denne glade juletid, så tag turen indenom et kloster eller en kirke og få med dig denne vakre sangen – hyllesten til jødepigen som ble Guds mor. Det er absolut verdt et besøg.